Holdbeskrivelser

Stilarter

 

Cubansk Salsa  

Cubansk Salsa (pardans): På disse hold bliver der undervist i ÆGTE cubansk salsa, lige som den bliver danset i Cuba og undervist i på den Nationale Danseskole LA ENA. Alle hold starter med en let opvarmning. Man lærer alle de cubanske trin og drejninger i forhold til holdets niveau. Der vil på holdene også blive arbejdet med rytmeforståelse, hvorved man bliver bedre til at finde takten i salsamusikken. Vi lægger også vægt på, at manden lærer at føre, så damen kan læne sig tilbage og lade sig føre.

Cubansk Salsa og Rueda de Casino (pardans): Er Cubansk Salsa pardans, som bliver danset i par i en cirkel, hvor man efter hver drejning og figur skifter partner. I Cuba danser ALLE rueda - både børn, unge, voksne og ældre.

Salsa Moves (ikke pardans): Er Salsa på linje, hvor man står ud for spejlet og arbejder med trin (foodwork), som man efterfølgende kan overføre til sin pardans, hvis man har lyst. Der bliver ud over salsa også inddraget elementer af: mambo, cha cha cha, rumba og afro-cubanske danse. Det er sjovt, og alle der kan salsa eller en anden form for dans kan deltage.

Andre cubanske danse

Afro-Cubanske danse: Orichas er et af de gudedanse, der bliver danset på Cuba. Hver gud har en egenskab, som så bliver reflekteret gennem dansene. Skønhedsgudindens dans er meget yndefuld, og Styrkegudens dans er meget kraftfuld. Det er godt, hvis man i forvejen danser Salsa, både at danse lidt Rumba og Afro-Cubansk, så man får en forståelse af hvor rødderne kommer fra.

Cha Cha Cha (pardans): Er også en cubansk rytme- og pardans. Den er en del af det, man i Cuba betegner som "populære danse". Den blev udviklet i 1950´erne og danses og spilles stadig meget. Den er sjov og lidt svær at danse.
 
Mambo (pardans): Er også en cubansk rytme- og pardans fra 1950'erne. Den danses parvis, men er mest en showdans, som blev danset på de cubanske Carbaret-steder. Senere blev den bragt til USA. Nogle steder bliver Salsa kaldt for Mambo, men Mambo stammer fra Cuba og har intet med Salsa at gøre. 

Rumba: er en cubansk dans, hvor mændene spiller op til hinanden og kvinderne, ved at vise smarte dansetrin og bevægelser. Disse bruges også i andre cubanske danse såsom Salsa, hvor elementer herfra inddrages i dansen. De kvindelig bevægelser er meget yndefulde og sensuelle.

Rumba og Afro-Cubansk: Her får man både smagt på rumba og afro-cubansk dans. 

Son (pardans): Er grundstammen i Salsa. Det er her, det hele kommer fra. Son blev danset helt tilbage i 1940'erne i Cuba, inden den sammen med Mambo kom til USA, hvor den blev blandet med andre stilarter - og blev til det, vi i dag kender som Salsa. Den er et meget vigtigt element for at få en musisk forståelse af Salsa. Derudover giver den mulighed for at få hele kroppen med, så der også er bevægelse i overkroppen, når man danser og ikke kun en masse fodarbejde. Dans skal være en helhed. I Son-dansen er der ikke så mange drejninger som i Salsa, men en masse stil.

Pardans for singler og par

Argentisk Tango: Stammer fra Argentina. Det er en meget passioneret dans, hvor man danser helt tæt og føler hinanden. Det også en meget legende dans, som har mange muligheder. Den er blevet meget populær herhjemme.

Bachata: Bachata stammer fra den Den Dominikanske Republik og er en meget sensuel og blød dans uden så mange svære drejninger. Her danser man lidt tæt og bruger musikken meget i dansen. Den er blevet meget populær herhjemme i de seneste år.
 
Kizomba: Er en meget sensuel pardans, hvor det er meget små og intime bevægelser, det handler om. Dansen kommer fra Afrika og er videreudviklet i Portugal. 
 
LA Style Salsa/Xbody: Er en salsaform, der er blevet udviklet i Los Angeles, USA. Den er de seneste par år blevet meget populær herhjemme og i resten af Europa. Der danses på linje og drejninger er ofte meget tekniske. Det anbefales for begyndere at starte med Cubansk Salsa, men for let øvede og øvede kan LA Style Salsa være en sjov udfordring og et godt alternativ til Cubansk Salsa.  
 
Standard-Latin/Vild med Dans: På disse hold kommer man til at danse både danse fra Standard og Latin, så man får snuset lidt til det hele: både jive, samba, rumba, cha cha cha, vals, tango, paso doble mm.

Husk: Man behøver ikke at være to for at melde sig til pardans. Alle vores hold er for både singler og par. Kommer man med sin egen partner, danser man med ham/hende under hele kurset. Kommer man alene, får man på kurset og hver gang i løbet timen, danset med en masse forskellige singler på holdet.

Latin

 
Afro Power Dance (for kvinder): Er en dansetime fyldt med kræft og energi! Gennem store, frie bevægelser danser vi afrikanske danse-moves til afrikanske trommerytmer. Afro Power Dance er et danse-træningskoncept, hvor der bliver trænet cardio, styrke og fleksibilitet gennem koreografier, der bliver bygget op gennem timen. Timen har høj intensitet og giver sved på panden, men fylder dig på samme tid med glæde og afslappethed. 
 
Brasiliansk Samba (for kvinder): Dansen er meget hurtig og forførende, hvor det handler om at isolere hofterne og bevæge benene hurtigt. Derfor kommer pulsen meget op. Dansen stammer fra Brasilien og bliver danset over alt i landet og til det berømte karneval i Rio, samt i den nordlige del Bahia. Samba herfra og den fra Rio er ikke helt det samme. Holdet kommer ind på begge slags Samba.  
 
Brasiliansk Samba/Baile Funk (for kvinder): Dansen minder meget om Twerk, med musikken som den største forskel. Musikken som Baile Funk bliver danset til er en blanding af Miami Bas og Rap musik. Dansen har rødder dybt i den brasilianske ghetto, og er utrolig populær blandt specielt de unge i Brasilien. Nu er dansen ved at brede sig til resten af verden.
 
Cuban Moves/Reggaetón og Salsa Moves (for mænd og kvinder): Er Salsa og Reggaetón for mænd og kvinder, hvor man arbejder med trin (footwork) og bevægelser, som man efterfølgende kan overføre til sin pardans, hvis man har lyst. Der er ikke så meget koreografi, men en masse fokus på selve bevægelserne, og her kan man nyde, at begge køn kan deltage. 

Lady Styling Salsa (for kvinder): På disse hold er det de kvindelige bevægelser, stil, hofter, holdning og skuldre, som er i fokus. Man kan overføre mange af disse bevægelser til sin pardans efterfølgende, eller hvis man danser alene.

Lady Styling Salsa og Reggaetón Moves (for kvinder): Vi blander Lady Styling Salsa og Reggaetón , så man kan overføre alle bevægelser til pardans. Der undervises i forskellige koreografier med en masse fede bevægelser. Vi arbejder med de kvindelige bevægelser, stil, hofter, holdning og skuldre. 

Lady Styling Salsa Showhold (for kvinder): Er en sammenblanding af Lady Styling Salsa Moves, jazzballet og elementer af funk, som sammensættes i koreografier. Den cubanske Cabaret-stil, som er en meget sensuel og feminin danseform bliver også inddraget lidt. Alle bevægelserne danses med en løftet holdning. Her er den meget åbne og udadrettet energi altafgørende for dansens udtryk.

LatinMix (for mænd og kvinder): Er et danseprogram med god musik og energi. Det indeholder rytmer fra Salsa, Samba, Cumbia, Reggaetón, Afro, Merengue mm. LatinMix er sjovt – en type træning, som man bliver ved med at have lyst til, hver dag - og samtidig har det sjovt, mens man danser. Det er fyldt med energi og høj cardio træning. Det er som en aerobic workout. LatinMix er for alle. Uanset alder, fysik mm. Man behøver ikke at være en god danser eller være i super god form. Det gælder bare om at have det sjovt!!  
 
Reggaetón (for kvinder): Reggaetón er det mest hotte inden for latinamerikansk dans og musik. Så har man et alternativ, hvis man bare har lyst til at danse og have det sjovt alene eller sammen med vennerne. Det er det latinske svar på Hip Hop. Dansen består af en masse fede og frække moves - det er supersjovt og giver sved på panden. Dansen er ikke en pardans, og netop derfor er den blevet så populær. Der er fokus på feminine bevægelser, og booty-shaking. 
 

Feminint

Burlesque (for kvinder): Er en fræk, sexet, erotisk og flot dans, der meget ofte indgår i stoledansen. Man skal kunne lide at udfordre sig selv og ikke være bange for at nyde sin krop. Dansen er til kvinder, der tør. Burlesque var populært mellem 1860'erne - 1940'erne, ofte i Cabareter, klubber og teatre, og indeholdt komik og striptease. Ordet stammer fra det italienske "burla", som betyder en joke. Der bliver lavet sjove og flotte koreografier. Man skal være 18 år for at deltage på holdet.

Classic Female (Burlesque & Bellydance) (for kvinder): To meget feminine danse, som har eksisteret i lang tid i mange kulturer. Mavedans siges at være én af verdens ældste dansestile. Mavedans og burlesque er den perfekte kombination til at udvikle din feminine side. Man skal være 18 år for at deltage på holdet.

Showdans (for kvinder): Er en blanding af mange danseformer, som bliver sat sammen til danse. Der er elementer af Jazz Ballet, og der bliver også varmet op med lidt danseteknik.

StripFitness (for kvinder): Er inspireret af erotisk dans – det er dansetrin og træning i et, hvor man skal røre, sanse og have det sjovt med sig selv og danse lidt frækt. Musikken er frisk og glad med en god rytme, der giver lyst til bevægelse.
 
Twerk (for kvinder): Er det helt nye inden for booty shake. Her er alt fokus på at give den gas og isolere dele af numsen. Det er super sjovt, frækt, og giver en god fast røv og kropsfornemmelse. 
 
Waacking (for kvinder): Er en videreudvikling af "Vogue" - en anden 80´er dans. Det er meget feminine bevægelser, som laves hurtigt efter hinanden, som kan overføres til andre danseformer. Der er mange elementer fra både Jazz Ballet og andre dansestilarter. 
 

Orientalsk

Mavedans/Bellydance (for kvinder): Er en orientalsk dans - en fast forankret del af den arabiske kultur, hvor den danses af alle kvinder uanset alder og status. Enhver type dans udført af kvinder uanset i hvilken verdensdel, vil være feminin og i varierende omfang også blive opfattet som sensuel - det er således ikke forbeholdt mavedansen. Mavedans stammer fra den arabiske halvø, det gamle Persien og Nordafrika.

Bellydance Fusion (for kvinder): Er også en sensuel danseform, kun for kvinder. Her blander man Mavedans- og Funkbevægelser sammen, så der bliver lidt mere moderne bevægelser ind over.

Bollywood (for kvinder): Denne danseform er den man ser i indiske film og musicals, som nu er et dansehit i både London, New York og her. Dansen er et mix af bevægelser fra så forskellige dansestilarter som Indisk klassisk dans, Mavedans og Showdans.

 

Urban

Afro Beats (for kvinder): Afro Beats er en af de mest trendy dansestilarter i nyere tid. Stilen stammer fra Vestafrika, og er videreudviklet fra afrikanske danse som kuduro. Dansen er blandt andet blevet populær, grundet sin gode blanding af nyere stilarter som House og Hip Hop, sammen de traditionelle afrikanske danse. Afro Beat er en energisk dans, hvor man godt kan få sved på panden.
 
Breakdance (for mænd og kvinder): Breakdance er en gadedans, som udsprang af "Uprock" i 1960'ernes New York. Trenden startede i 1970'erne, hvor bl.a. DJ Kool Herc fandt på at forlænge de oprindelige breaks i musikken, med sine egne lyde og beats. I disse breaks var det så, at man begyndte at danse. Det blev danset meget af fattige gadedrenge til at tjene sig nogle penge. Man dyster ofte i battles, hvor hver breakdancer/hold danser på skift. Kampene kan både blive afgjort af en dommer, eller af publikum. Breakdance er en del af Hip Hop-kulturen. 
 
Dancehall (for kvinder): Stammer fra Jamaica og har vundet ind over hele verden. Der bliver danset Dancehall som aldrig før herhjemme. Det er en meget sensuel og sexet dans, og så bliver den ofte kombineret med trin og bevægelser fra både Funk og Hip Hop. Det giver godt med sved på panden. 
 
DanceMix (Hip Hop, House, Dancehall, Waacking) (for kvinder): Er sjove timer hvor trinene er nogle alle kan følge med i. Der bliver arbejdet således at man udover at blive introduceret til forskellige basic trin også får sved på panden, da tempoet er højt som man kender det fra fitnessverdenen. Der bliver både danset Dancehall, Twerk, House, Waacking, Hip Hop, og andre danseformer. Timen er sammensat af et par forskellige musik- og dansegenre hvor der nørdes teknik og løbende bliver bygget en lille koreografi op.  

DanceMix (Reggaetón, Dancehall, Twerk) (for kvinder): I disse timer blander man elementer fra følgende stilarter: Dancehall, Reggaetón og Twerk, i sjove og forholdsvis nemme koreografier. Der er fokus på hoftebevægelser. 

Girly Hip Hop (for kvinder): Er holdet for unge og voksne kvinder, der har danset før og gerne vil udfordres! I vil modtage undervisning med henblik på at skærpe jeres musikalitet, øge jeres trinsprog og forbedre jeres performanceevner, med formålet at blive klar til at optræde. I vil i løbet af sæsonen blive tilbudt at deltage i forskellige shows og optrædener, gennem El Studio på forskellige venues! Stilarten vil tage udgangspunkt i det feminine, hvor I introduceres for subgenrer som: Heel- og Floor performance, Popcommercial og ’Ghetto Girly’. Med Urban/Commercial menes der, at der både undervises i teknikker, basics og freestyle fra forskellige Urbane stilarter som bl.a. Dancehall, Waacking og Vogue, såvel som koreografier svarende til det, der udøves i den Kommercielle verden.
 
Hip Hop (for mænd og kvinder): Er et hold for dem, som gerne vil afprøve og dykke ned i Hip Hop og andre urbane stilarter. Både for kvinder og mænd, piger og drenge. Der undervises i basics og teknikker fra urbane stilarter som bl.a.: Hip Hop, House, Poppin og Locking. Man vil bl.a. få trænet sin musikalitet og lære at freestyle, så man dygtiggører sig til at kunne danse koreografier inden for subgenrer som: Commercial Hip Hop, Gentleman/MJ style og ’Ghetto Male’ style. Holdet eksisterer i to udgaver: Alle (mandag) og Begynder/Let Øvet (onsdag), hvorefter udfordringer og ambitioner tilpasses.

Pop Commercial (for kvinder): Pop Commercial stilen er inspireret af det nyeste kommercielle musik fra MTV. Det er en danseform med koreografier, som er bygget op efter, hvordan man danser i musikvideoer. Der bliver blandet elementer fra forskellige stilarter, sammen med nye trends og bevægelser. Musikken kan være alt fra Pop/Rock til R&B og Hip Hop. Du er sikret høj puls, sved på panden og masser af sjov.

Streetdance (for mænd og kvinder): Er danse, der er lidt funky og Hip Hop artige. Der er ikke så meget teknik, men mest lidt opvarmning og fede koreografier.

Streetdance/Hip Hop Basis (for mænd og kvinder): En sjov og lærerig time for dig, som gerne vil lære at arbejde med de grundlæggende trin og teknikker inden for Hip Hop-stilarten. Timerne vil indeholde forskellige øvelser, leg og koreografi.

Klassisk 

 
Afro Jazz (for kvinder): En eksotisk og sjov kombination af jazzens elegance og sensualitet, sammen med styrken og intensiteten fra de Afro-latinske rødder. Blandingen af begge stilarter (selvom jazz var influeret af afro i begyndelsen), udtrykker sig selv på dette hold gennem teknikken, dansen og koreografien til at finde og lade dig rive med de forskellige fornemmelser, der producerer disse danse.
 
Ballroom Fitness (for mænd og kvinder): Er en sjov time, hvor der bliver danset trin og bevægelser fra Standard-Latin, det ikke pardans men bliver sat sammen til små koreografier hvor alle kan være med. 

Danseteknik (for kvinder): Er en time, der er baseret på teknik, drejninger, balance mm. fra både Moderne Ballet og Jazz. Der bliver strukket godt ud både i starten og i slutningen af timen. Så vi du opnå større smidighed, så er denne time lige noget for dig.

Disko (for mænd og kvinder): Er en lidt hurtig danseform, der kun bliver danset til Disko musik. Det er sjovt og alle kan deltage; både børn og voksne.

Jazzballet (for kvinder): Er en blanding af teknik og koreografier med fuld fart på. Man kombiner både teknikken fra Ballet med Funk moves. Det er super træning, hvis man vil have teknik på en sjov måde.

Jazz og Moderne (for kvinder): I teknikklassen er der fokus på at opbygge en stærk teknisk base hos den enkelte danser. Vi inddrager elementer fra både Jazz, Moderne, Ballet og Yoga for at øge fleksibilitet og styrke kroppen på flere planer. Øvelserne skal motivere danserne til at lære deres krop bedre at kende og øge bevidstheden omkring centerstabilitet og vægtplacering. Efter en dybdegående opvarmning vil vi bevæge os på tværs i studiet og lege med dets muligheder.
 
Moderne dans (for kvinder): Her udfordres teknikken, som opbygges i teknikklassen. Koreografierne vil variere i tempo og stil, så danseren opnår et bredere bevægelsesmønster. Bevægelseskvalitet og musikalitet er i fokus, og danserne opfordres til virkelig at dykke ned i materialet og finde deres egen intention bag bevægelserne. Koreografierne beholdes altid mindst 2 uger i streg for at lade danserne leve sig ind i og vokse med materialet.
 
RetroMix (for mænd og kvinder): Er genkendelsens glæde. Det er en time, hvor der bliver danset til de bedste og største hits fra 60'erne, 70'erne og 80'erne.
 

Dans for børn

Breakdance: Bliver hovedsaligt dyrket af drenge, da det kan være lidt krævede, her er det akrobatiske stillinger og sjov moves. Piger kan sagtens også deltage, det er for alle. 

Dans med Musical.ly: Vær med til at lave din egen dans med appen Musical.ly. Der vil være undervisning med elementer fra både Hip Hop, Showdans og MTV-dans. Der bliver lavet små koreografier på holdet. Koreografierne bliver filmet og lagt op på ElStudio's Musical.ly-profil, som eleverne kan bruge til inspiration. Download app her.

Disko: Er en lidt hurtig danseform, der kun bliver danset til Disko musik. Det er sjovt og alle kan deltage.
 
Hip Hop / MGP dans: Vi danser til nogle af de populære sange fra det danske MGP.
 
Hip Hop/ MGP dans / Kreativ dans: Er en blanding af de forskellige stilarter. Det er meget individuelt hvilke stile, der undervises i, alt efter hvem instruktøren er.
 
Hip Hop / MTV: Er holdet for jer piger og drenge, der elsker at danse! Det er til jer, som har danset lidt før og er klar til at blive udfordret og måske komme ud og optræde i løbet af sæsonen til forskellige events og festivaler. I skal være klar til at blive bedre og udvikle jer, samtidig med at have det sjovt og støtte hinanden som et hold. I kommer til at lære at danse til musik af Beyonce, Ciara, Fifth Harmony, Michael Jackson, Justin Bieber, Timberlake og Chris Brown mm, samt de måder de danser på. 
 
Kreativ dans: Er en blanding af moderne danse. Vi foreslår, at i kigger på youtube.com. Her kan man se en masse, der både underviser og danser disse danse.  
 
MTV dans / Kreativ dans: Er en blanding af de forskellige stilarter. Det er meget individuelt hvilke stile, der undervises i, alt efter hvem instruktøren er.

Rytmisk dans: Er sjove dansetimer, hvor alle børn kan være med. Der bliver lavet danselege og bevægelse til en masse god musik, som ofte er musiknumre de kender i forvejen. Hele kroppen bliver rørt godt igennem, og der bliver sluttet af med en lille afslapningsøvelse, hvor de med lukkede øjne og liggende på ryggen, bliver guidet på en lille fantasirejse.

Rytmik for børn: På disse hold blander vi dans, sang og sangøvelser. Det skal være sjovt for alle at deltage.

Rytmik (for baby med en voksen): Babyrytmik med fokus på at stimulere alle barnets motoriske sanser ved sang, dans og tæt samvær med mor, far eller bedsteforældre. Der vil blive sunget en masse sange samtidigt med at kroppen udfordres; både barnets og den voksnes! Kom og vær med til en hyggelig time med dans, sang og grin.

Yoga

Kræver nok ikke den store introduktion. I denne time er der fokus på vejrtrækning, solhilsner og stræk. Det vil være lidt forskelligt hvad vi arbejder med fra gang til gang. Vi vil langsomt bygge vores udholdenhed op til at klare at stå i positionerne i lidt længere tid. Det er også vigtigt at øvelserne bliver udført så rigtigt som muligt og evt. med modifikationer. Du vil opnå mere balance i mellem krop og sind.
 
Vinyasa Yoga: Vinyasa yoga er en stil, der er karakteriseret ved at linke en position til en anden og fokusere på overgangene, og kombinerer vejrtrækning med bevægelse. Det kaldes også Yoga Flow for sin kvalitet af at følge mønsteret og dermed opnå, udover balancen, optimal fysisk og mental præstation. I sin essens handler det om at træne sindet til at leve her og nu, gennem disciplin af kroppen og åndekontrol. Det er et dynamisk hold, som er ideelt til at øge energien om morgenen.

Gravid Yoga: Yoga for gravide er fødselsforberedelse for både krop og sind, og det er en effektiv og super skøn træning, når du er gravid. Et specielt tidspunkt i livet til at forbinde din krop og din baby; med de rigtige bevægelser og basisforberedelse til en mere rolig og naturlig fødsel. Ved at integrere de fysiske, emotionelle og hormonelle forandringer, som du oplever i kroppen i denne periode. Øvelser til at forblive stærk og fleksibel, og meditation gør underværker til processen i dine trimestre. De fysiske yogastillinger vil styrke og smidiggøre kroppen, forebygge gener, øge blodcirkulationen og dit generelle velvære.

Yoga for gravide er en kombination af sjov, forbindelse, bevægelse og øvelser, så du kan finde en god kommunikation med din baby og føle dig i harmoni. Med yoga for gravide opdager du dine ressourcer, og den indre kraft der er tilstede i dig for at støtte dig under din graviditet og fødsel.

Efterfødsel Yoga: Dyrk yoga sammen med andre, der også lige har født. Du får øvelser, som styrker og genoptræner din krop efter fødslen. Vi sætter fokus på kropsholdningen, så du lærer at passe på ryggen og forebygge spændinger, og du får genoptræning af bækkenbunden, strækøvelser for hele kroppen og ikke mindst afspænding og hvilestillinger. Du går fra kurset med redskaber, du får glæde af i din hverdag, så du bedre kan passe på dig selv.

Pilates: Er en træningsform som hovedsagligt styrker din mave og ryg, men du får også trænet arme, baller og lår. Det er intelligente øvelser, som giver dig styrke, frihed og energi, og du vil hurtigt opdage, at du får det meget bedre i din krop, når du begynder at træne pilates. Efter de første par gange, hvor vi især lægger vægt på at lave øvelserne korrekt, vil træningen blive mere hård, så alle kan træne deres max uanset, om du er begynder eller øvet. Timen er god for alle.