Argentinsk Tango (for singler og par):
Tango er en tæt pardans, med variationer af dansetrin. Tangoen er opstået i og omkring Buenos Aires og Montevideo i slutningen af 1800-tallet. Musikken er en blanding af hovedsageligt tre ingredienser: milonga (argentinsk folkemusik), candombe (afroargentinsk) og habanera (cubansk).
De to parters trin foregår til tider på skift og til tider samtidigt. I 1913 vakte dansen furore i Paris, hvorfra den bredte sig til Europas vigtigste storbyer, inkl. København, og hurtigt blev den mest populære selskabsdans.
Tangoen bibeholdt sin popularitet i hjemlandet frem til rockmusikkens gennembrud omkring 1955. Fra 1980'erne fik tangoen i den oprindelige argentinske form en renæssance verden over, og dansen fascinerer og bliver udøvet af en stadig større skare.